Forventningerne var store til turen på Det hvide Rev med båden Muddi fra Thyborøn. Op til dagen blev forudsigelserne om vejret flittigt fulgt på DMI, og det så for en gang skyld ud til at turen skulle lykkes, efter aflysning af alle ture derfra sidste år.
Et lille minus var dog datoen, da det var skift til sommertid – øv det var tidlig nok i forvejen vi skulle op fra en varm seng. Turen mod Thyborøn blev vanskeliggjort at tåge, men alle nåede frem til tiden, så Muddi stak ud af havnen med Birger som skipper og Heino som medhjælper kl. 5.50 og i super vejr – kun vind på 2 s/m.
Vi gik efter et par vrag som lå 3.45 timers sejlads fra Thyborøn, så der var god tid til rundstykkerne og et par små til halsen. Et par mand gik i køjen for at sove et par ekstra timer.
Første stop ved vraget gav flex på klingen til alle mand, og der kom mange fine torsk på båden omkring de 4 kg., og flere fik 2 – 3 torsk af gangen. Men vrag er farlige for endegrejet, og mange fik bundbid og bundbid og bundbid. På godt Jysk, rigtig træls. Ikke nok med at det koster grej men man fanger jo heller ikke fisk den tid man bruger på at få linen knækket og nyt rigget til.
Hurtig var det første vrag ikke spændende mere – der var langt imellem huggene. Vi sejlede til et nyt vrag, en ubåd sikkert fra før den tid hvor vi så dagens lys for første gang. Igen kom der mange fine torsk om bord – også et par mørksej og en enkelt lyssej til Lasse. Men det kostede igen masser af endegrej. Også her blev torskene hurtigt spredt og der blev længere og længere imellem fangsterne.
Birger fik heldigvis ringet hjem til Per for at få gode tips om det fortsatte fiskeri på havet. Et stenrev som lå ca. 40 minutter fra vraget skulle kunne give fisk – og hurtigt var vi sejlet mod det nye mål.
Hvor afslappende pludselig at fiske frit uden at tænke på periskoper og åbne vinduer på et fartøj på havets bund. Og der var masser af torsk på stenrevet, dog var torskene lidt mindre end på vraget men der blev da også fanget torsk omkring de 3 kg her.
Vi var et par stykker der prøvede kastefiskeri med jig og tynd line. Det gav fint med torsk og var lidt mere spændende end ren pilkefiskeri.
Alting har en ende – og som så sædvanlig, altid når man har det sjovest. Det havde været en god tur med rolig vand, måske lidt for stille vand – lidt mere strøm havde været ønskeligt. Vejret var også fin, uden bagende sol, meget behageligt. Turen hjem til Thyborøn kom dog til at foregå i tæt tåge.
Optælling af dagens fangst viste et godt resultat. Flere havde over 30 torsk og enkelte omkring 20 stk. Største torsk vejede 5,5 kg, Lasse og Kurt fik hver en torsk på godt 4 kg. Øvrige var fra 1 til godt 3 kg.