Årøsund med M/S Marianne

Første fisketur 2014 kom lidt uventet til at foregå den første lørdag i januar. M/S Marianne skulle på værft og i den forbindelse gjorde skipper Kurt et stop ved Årøsund – og inviterede på en billig fisketur.

Formanden for Bramming Lystfiskerforening, Lasse, fik hurtigt fat i 12 medlemmer som havde lyst til lidt frisk luft på vandet og muligheden for at få lidt fisk til fryseren.

Turen startede kl. 8.00 fra Årøsund Havn, en blæsende 4. januar. Vinden var frisk fra syd-vest og det betød bølger og lidt urolig vand. En enkelt deltager valgte dog også hurtigt, at han havde bedst af lidt søvn nedenunder. Vejret betød også, at fisketuren kom til at foregå tæt på land efter fladfisk.

Der blev fanget mange isinger i starten og senere kom der et par pæne rødspætter ombord. Vejret blev ikke bedre op af formiddagen, derfor valgte Kurt at sejle os op til området omkring Årøsund Havn. Her fik vi endnu et par pæne rødspætter plus små torsk, nogle ulke og en enkelt ålekvabbe.

Hen på eftermiddagen lykkes de så endelig Kurt Pedersen at få en pæn torsk på krogen. Kl. 15.30 sejlede vi ind i havnen igen efter en dejlig dag på vandet.

Vi havde gennemsnitlig cirka 10 flade per mand, som blev fanget på børsteorm samt rejer.